Langt Væk Fra Livet

Skinnende blegt paa den frostklare krop
Steg Maanens lys over træerne..
Tusind Aars had og svig og løgne
Sad fastbrændt i hendes frostklare øjne...

En taare laa frosset paa hendes kind
Langsomt men sikkert forsvandt hun ind..

Hendes haar blev stift af kuldens mærke
Vindbidt hun laa nu med frossent hjerte
Den kolde Maane viste sit ansigt
Og skinnede blegt paa hendes flammende sjæl..
Vi fulgte aldrig Livets Kalden
I natten flygtede vi i stjernernes skær.
Ad Nordstjernens hus,ad Orions vej..
Langt væk fra livet her!!
Men disse nætter kom aldrig tilbage,
Snart kom lyse og varme tider Og tomme sad vi alene tilbage..

Den kolde Maane sænker sig nu
Og langsomt dør vi i stjernernes skær..
Forsvinder fra disse døde enge
Fra et liv der til sidst intet var værd!!

For skønt maane og stjerner lyser foroven
Kommer disse nætter aldrig tilbage..
Livet!?-en plage i alle dage!!

Vi fulgte aldrig livets kalden
I natten flygtede Vi i stjernernes skær..
Og endelig fandt vi stedet vi søgte
Langt væk fra Livet her!!